Det er egentligt ganske enkelt at producere dådyrkød af allerhøjeste kvalitet. Vi skal bare lade naturen om det.

Efteråret

Pligten kalder. I oktober/november måned lægges kimen til det, der senere skal blive til kernen i en fantastisk smagsoplevelse. Hjortene (hannerne) kommer i brunst, og nu skal der kæmpes mellem de største hjorte, om hvem der skal have retten til at føre sine gener videre.

På dette tidspunkt af året skal man færdes på Svejbækgaard med omtanke. Det er fascinerende at følge kampene, men det skal gøres fra sikker afstand. Når først der kæmpes, så skånes ingen. Kampene er mange, lange og drabelige – der lægges meget energi i at sikre kvaliteten af næste års tilgang til flokken.

Vinteren

Vinteren er kold og våd i Danmark, og dådyrene er iklædt deres grå og tykke vinterpels. Der er ikke meget græs tilbage i skoven og på engen, så dyrene får dagligt et tilskud af byg og hø – naturligvis økologisk. Dyrene bruger meget tid på at ligge i skovbunden og tykke drøv. De påskønner meget, at de kan søge læ i skoven når det blæser, regner og sner.

Foråret

Dagene bliver varmere, og græsset begynder at gro i skoven og på engen. Græs er det helt rigtige og naturlige foder til dådyr, som ellers bestemt ikke er kræsne - i modsætning til rådyr. Man begynder at kunne ane hvem af dåerne (hunnerne) som er med kalv, og snart smider alle den lidt kedelige grå vinterpels, og står i den smukke brune og hvidplettede bambidragt. Så snart har de store hjorte har fået den rigtige farve, smider de deres kæmpemæssige gevirer. Den frygtindgydende alfahjort ser knapt så drabelig ud, når de store skovle er erstattet af et par røde pletter på issen.

Sommeren

Nu har hjortene travlt med at få et nyt gevir på plads. Hvad enten det er en ung fyr med en lille spids, eller en fuldvoksen hjort med to kæmpe skovle på hovedet, så skal de nu vokse ud og være klar til efteråret. Dåerne er også helt ligeglade med hjortene, og deres forpjuskede gevirer, for nu skal de nye kalve sættes. Dåen finder et godt gemmested, med højt græs, og føder en enkelt kalv. De første par uger ser vi dem ikke, men når de er klar, så følger den lille ny sin mor i et og alt. Disse små lysebrune væsener med hvide prikker, lange tynde ben og en uimodståelig energi kan smelte selv det hårdeste hjerte. I løbet af få uger er Svejbækgaard oversvømmet af små ivrige bambier, som løber og springer omkring, når ikke de lige dier hos mor. Sommeren er en fantastisk tid på Svejbækgaard, men snart er det efterår, og pligten kalder på de store hjorte...