De 40 af Svejbækgaards 70 tønder land er omkranset af et godt to meter højt godkendt hjortehegn. Ud over at holde dådyrene inde, holder det også vilde og ikke dyrlægekontrollerede dådyr ude. På en dådyrfarm som Svejbækgaard er vi nemlig under løbende tilsyn fra Fødevarestyrelsens dyrlæger, som sikrer at dyrene har det, som de skal have det.

Svejbækgaard er statskontrolleret økologisk. Derfor får vi også fra tid til anden besøg af kontrollører fra Plantedirektoratet, som sikrer at alt går rigtigt til. Det er godt for dyrene og betryggende for dig.

Slagtning

Vi kunne godt vælge den billige løsning. Det ville være at levere levende dyr til slagteriet, og lade dem stå for resten. Vi mener bare, at det er mere skånsomt, at dyrene skydes i deres naturlige omgivelser, og først efterfølgende indleveres til slagtning.

Det betyder en ekstraomkostning til en dyrlæge, som skal foretage et såkaldt ”levende syn”, inden dyrene kan nedlægges. Dyrenes nedlægges ét efter ét, så roligt som muligt - og uden unødig stress.

Så snart dyrene er nedlagt, køres de til det lokale Hårby slagtehus. Her står endnu en dyrlæge klar til at sikre, at kvaliteten af de indleverede dyr er i orden. Vi har aldrig fået nogen form for anmærkning på vores dyr – alt er prima kvalitet.

Fra slagtehuset kan hele kroppe afhentes, mens vi selv kun får leveret vakuumpakkede udskæringer, som derfor kan afhentes på Svejbækgaard.