Dådyr er den næststørste af Danmarks hjortearter – mindre end krondyr og større end rådyr. Dådyr trives godt med at leve i flok, og de er derfor velegnede til opdræt i modsætning til eksempelvis rådyr, som ikke kan trives, og derfor heller ikke må holdes under hegn.

Kød af dådyr er ekstremt fedtfattigt og med lavt indhold af kolesterol. Det gør kødet til et sundt tilskud til en kost, som i Danmark typisk indeholder meget oksekød og svinekød, med et væsentligt højere fedtindhold.

Dådyr har en væsentligt mildere smag end de øvrige hjortearter, der mest egner sig til de lidt tungere ”vildt retter”. Dådyr kan derimod anvendes til al slags mad – til hverdag og fest.